VelkommenSidste nytOm Mig - NyhedsarkivSådan støtter duBilleder
EMELIE THOMSEN - SPIRIT OF LIFE - EMELIE MØLSTED THOMSEN
- Spirit of life
Min hårde start
Nyhedsarkiv 2007
Min hårde start

Fødslen


Det startede den 1 juni, da jeg kom ind for at skulle sættes i gang, grundet en meget slem bækkenløsning. Jeg var på dette tidspunkt 40+3.
Det var meningen at vi skulle komme ind om morgenen og få lagt stikpiller, men de havde desværre meget travlt på fødegangen på Holbæk sygehus, så de ville ringe tilbage senere på dagen. Det blev så til at de ville have jeg skulle komme ind om aftenen og få lagt et ballon kateter i stedet. Dette gjorde de, for så kunne vi køre hjem og sove om natten.
Vi kommer så ind og får lagt ballon kateteret. Det er en lille ballon med saltvand, som de ligger op for at udvide dig, så de kan komme til at tage vandet. Det lykkes fint uden problemer. og vi bliver sendt hjem igen, med nogle smertestillende piller, da det giver nogle meget slemme plukveer.

Vi kommer hjem og går i seng og lægger os til at sove. Jeg vågner ved en tretiden, hvor jeg bare ikke kan forstå, at jeg ikke har skullet været ude og tisse endnu, da jeg på dette tisdpunkt plejer, at have skulle været op flere gange. Så jeg må hellere gå derud. Da jeg først får rejst mig, skal jeg bare tisse, men da jeg når ud på toilette kan jeg ikke. Jeg ringer så til fødeafdelingen, hvor de kan bekræfte at det er en meget sjælden bivirkning fra ballonkateter. Så vi får at vide at vi bare skal komme derud. Jeg går så ind og vågner Thomas, og vi kører afsted. Nøj hvor var det en lang tur.

Vi når så frem ca.klokken 5.30, hvor vi bliver modtaget af en rigtig sød jordmor. Hun lægger så et kateter for at tømme min blære, og hvilken lettelse. Jeg får sat CTG på, og får lov til at ville mig lidt, indtil de skal fjerne ballonen.

klokken 7.30 er der vagtskifte, og vi får den sødeste jordmoderstuderende. Hun sørger først for lidt morgenmad.
Omkring klokken ni, fjerner de så ballonen. Jeg har udvidet mig 4 cm, så de kan nemt gå tage vandet.
Så er der ikke andet at gøre end at vente på veerne.
Omkring klokken 11 er der stadig ikke kommet nogle veer. så de vælger at sætte et vedrop op. Veerne begynder så småt at komme og ved en 13 tiden er der hyppige gode veer. vedroppet bliver slukket indtil videre.
De udvikler sig så i løbet af den næste time til at være kraftige veer der kommer konstant. Efter at have forsøgt lattergas, som jeg fik det dårligt af, ved jeg ikke kunne holde pauser med at indånde det, vælger de at lægge en epidural.
Dette gør de ved ca. 14.30 tiden.
klokken 15 er der vagtskifte igen. Hjertelyd og veer er helt fine, så vi skal bare vente og se om vi ikke kan få hvilet os lidt.
Ved 16 tiden, laver de en indvendig undersøgelse og jer er udvidet 6-7 cm. Det går da langsom fremad.
omkring klokken 18.00 undersøger de mig igen og jeg er nu 8-9 sm åben. Hjertelyden er stadig fin, så vi skal bare vente.
Ved 19 tiden, begynder jeg at få presseveer, men Emelie er slet ikke langt nok nede i bækkente endnu. Samtidig begynder jeg at mærke meget til min bækkenløsning igen, nok også fordi jeg er nødt til at ligge på siden, så hun bedre kan komme ned i bækkente.
Ved 20 tiden er hun stadig ikke rykket længere ned, så de vælger at opsætte vedrop igen.
Emelies hjertelyd er stadig fin og de næste par timer sker der ikke rigtigt andet end at de skruer op for vedroppet for hvert kvarter. Thomas har på det her tidspunkt bedt om kejsersnit flere gange...
Klokken 22.30 vælger de at tage en blodprøve fra emlies hoved, for at se hvordan hun har det. Den kommer tilbage med at hun har det helt fint, så de fortsætter bare med at sætte vedroppet op, da der ikke er sket nogen ændinger med hvor langt hun er rykket ned.
Klokken 23 er der heldigvis vagtskifte.
Her kommer der en rigtig sød jordmoder, som jeg vi skylder alt.
klokken 23.30 begynder hendes hjerterytme at dykke helt vildt. Der bliver derfor tilkaldt både læge, børnelæge og anæstilæge.
Jeg bliver undersøgt og får at vide at jeg bare skal presse med.
Hendes hjerteryme bliver ved med at falde
De skruer konstant op for vedroppet for at få kraftige pressever og de lægger samtidig cup. klokken 23.51 får de hevet hendes hoved ud med cup og hænder og klokken 23.54 kommer hun helt ud. Jeg får hende op på maven, hvor de klipper navlestrengen, som var viklet 2 gange rundt om halsen. Jeg kan bare mærke at hun er helt slap og livløs.
De tager hende med det samme over på et lille bord der er ved siden af min seng.
Vi ligger bare og venter og kan kun forstå lidt af hvad det er de siger. På dette tidspunkt aner vi ikke om hun er i live eller hvad der sker. Imens føder jeg moderkagen i en ordentlig blodskylle, så jordmoderen har nok at gøre med at få det stoppet.
Efter hvad vi synes, føles som en evighed, kommer der det mindste lille klynk fra hende, nøj hvor jeg bare begynder at tude. Senere har vi fået at vide, at der gik 6 minutter inden de fik hende til at trække vejret selv.
Hendes apgar score er 1/1 3/5 6/12 7/15 8/30.
Hun bliver lagt i kuvøse med det samme, og bliver kørt på neonatal, hvor Thomas følger med hende.
Jeg bliver i mellemtiden kørt på operationsstuen, da jeg er flækket hele vejen ned gennem endetarmsmusklen. Jeg får saltvandsdrop, da jeg mangler væske og får to liter blod, grundet det jeg mistede under fødslen.
klokken 3.30 vågner jeg på operationsstuen, og aner faktisk ikke helt hvad der er sket. Jeg beder sygeplejesken finde Thomas, og han kommer ned til mig efter en halv times tid. Han kan heldigvis fortælle at hun efter omstændighederne har det godt.
Ved en sekstiden, får vi at vide, at der er en seng parat på barselsgangen, så vi bliver flyttet derop, hvor vi får et par timers søvn.


Den første måned

Vi bliver vækket ved en ottetiden, da der er morgenmad. Jeg får nogle smertestillende og et saltvandsdrop, som jeg skal have inden jeg kan komme ned og se emelie.
Jeg kan stadigvæk dårligt nok stå på benene, så jeg bliver kørt ned i kørestol, for at se hende. Klokken 10 ser jeg endelig vores datter. Hun har det efter omstændighederne stadig fint.
Jeg kan desværre ikke værre hos hende i lang tid af gangen, da jeg har fået stærk hovedpine af epiduralen og er meget svimmel.
Om natten begynder det desværre at gå den forkerte vej for lille Emelie.
Vi bliver vækket ved en femtiden, hvor vi får at vide, at hun bliver ved med at gå i kramper, så hun har fået noget meget stærkt sovemedicin, men det ser desværre ikke for godt ud.
Jeg får lov til at blive kørt derned i min seng, så jeg kan værre hos hende.
Ved en ottetiden, får vi den melding, at de ikke er sikker på hun klarer den, så vi skal overveje om vi vil have hende døbt. Det vælger vi selvfølgelig at gøre og i løbet af få minutter bliver hun døbt. Nøj hvor var det hårdt. Vi var på dette tidspunkt helt sikre på at hun ikke ville klare den, og følte bare at det var en slags afsked med hende.
Efter dåben, kommer Thomas´s mor og Niels samt Tina´s forældre ind, hvilket var rigtigt dejligt. Emelie har det stadig skidt, men hun har da ikke fået det værre.
Dagen går, og vi bliver mere og mere optimistiske. I løbet af dagen kommer jordmoderen og lægen fra fødslen også ned og snakker med os om, hvad det var der skete under fødslen. De kan ikke give noget svar på hvorfor det gik som det gik. De forstår ikke at både CTGen og blodprøven viste forkert. Det har de aldrig oplevet før. De er selv meget oprevet over hvad der er sket, og De har jo også reddet Emelie´s liv i sidste ende. Og især jordmoderen kom jo med i sidste øjeblik, så det er i hvert fald svært at bebrejde hende noget. De har også været en kæmpe støtte i alt den tid vi var indlagt. 

Ved 17 tiden, får hun nogle rigtige grimme vejtrækningsstop, hvor det kun er lige de får hende i gang igen.
De vælger at overflytte hende til Rigshospitalet, da de er bange for hun skal i respirator.
Det er alt den sovemedicin hun har fået mod kramper, som gør, at hun muligvis ikke vil kunne trække vejret selv.


Vi kommer ind på Riget, og til at starte med er det meget hårdt. Vi ligger på hver vores etage og især jeg har meget svært ved at komme ned til hende, da jeg jo ikke er særlig mobil. Efter et par dage er jeg ved at være nogenlunde igen og Emelie har det også bedre.Både læger og sygeplejersker er bare super profesionelle, og ved fuldstændig hvordan de skal tolke hendes signaler.
Hun bliver scannet mange gange for blødninger i hovedet, da det bliver ved med at hæve, men hver gang er der heldigvis ikke noget at se.
De får hende stabiliseret og får trappet hende ud af hendes medicin.
Den 8/6 kommer vi tilbage til Holbæk. Hun er stabil, og vi kan ikke gøre andet end at vente på hun våner op af sin medicinrus, og se hvordan hun reagerer.
Hun har en del sekret problemer, som gør at de er nødt til at suge hende hele tiden, da hun ellers ikke kan trække vejret. Dette forsvinder heldigvis i løbet af en uge, og hun kommer endelig ud ag sin C-pap.
Der går et par dage til, og så får vi hende endelig ind på vores stue. Hun er dog stadig overvåget, ved hjælp af trådløs overvågning.
hun er desværre ikke vågnet helt op endnu, og hendes sutteteknik er slet ikke blevet udviklet. Vi begynder at lægge hende til brystet, men hun kan slet ikke finde ud af at sutte. Efter at vi har forsøgt en uge på denne måde, begynder vi at forsøge med sutteflaske, da den bedre kan stimulere hendes sutteteknik.
Her går det heldigvis langsomt fremad og den 28/6 får vi endelig lov til at tage hende med hjem. Hun kan på dette tisdpunkt tage halvdelen af hendes mad på sutteflaske, og resten giver vi stadig på sonde. Efter at have været hjemme et par dage, kan vi fjerne sonden, og hvor var det bare en stor lettelse.

Som i jo ved er Emelie jo ikke sluppet helt fra den hårde fødel uden følger. Men hun har i hvert fald vist at hun er en figther, så vi er ikke i tvil om at hun nok skal klare sig.

 

 








VelkommenSidste nytOm Mig - NyhedsarkivSådan støtter duBilleder